Et langt liv med rovfugle
4. november 2010
For 30 år siden grundlagde Frank Wenzel Ørnereservatet i Nordjylland. Gennem årene har mere end to mio. mennesker set de stolte fugle give opvisning i flyvekunst og jagtteknik. Men rovfuglene i den danske natur behandles ikke, som de fortjener, mener Wenzel.
Fuglene hører sandsynligvis hjemme på Ørnereservatet, som består af 75 tdr. land. Her opfostres, fodres og trænes de smukke rovfugle, men når de går på vingerne, har de friheden til at bevæge sig, hvor de vil. Fuglene afgør også selv, om de vender hjem til reservatet – eller bliver ét med naturen. Manden bag Ørnereservatet, der i år fylder 30 år, er Frank Wenzel. Danmarks vel nok
største rovfugle-ekspert og en af verdens bedste rovfugle-fotografer har viet hele sit liv til fuglene med de krumme næb. Selv er han 72 år, men langt fra mæt af oplevelser.
– Mange siger, at mit hjerte er en rovfugls. Interessen startede, da jeg fik et kamera i konfirmationsgave. Når jeg tog det med ud i naturen og
fik øje på en musvåge eller en tårnfalk, bankede mit hjerte lidt hurtigere. Der var fra starten et
usynligt bånd mellem rovfuglene og mig, siger Frank Wenzel.
Ørnereservatet driver han sammen med sin hustru Irene. Parret har boet i Vendsyssel i 40 år, og de driver ”Ørnenes Nationalpark. uden en eneste krone i offentligt tilskud. Takket være cirka
70.000 årlige besøgende fra hele verden hviler reservatet i sig selv økonomisk.
Livets tre faser
Som ung boede Frank Wenzel tæt på rovfugleeksperten Vagn Holstein, som gavmildt delte ud af sin viden til den unge naturelsker. Siden uddannede Frank Wenzel sig til fotograf, og siden
har rovfuglene fyldt alt i hans tilværelse. Det gør de stadig – men interessen har ændret sig gennem årene.
– De første 20 år brugte jeg på at studere rovfuglene i naturen. Så fulgte 20 år, hvor jeg studerede fuglenes kulturhistorie og falkoner-faget. Nu har jeg så taget hul på den tredje faste, hvor jeg vender
tilbage til den vilde natur. Jeg vil gerne bruge den tid, hvor jeg stadig er mobil, i ødemarken blandt de vilde ørne, fortæller Frank Wenzel.
Han er netop vendt hjem fra Finmarken, hvor han besøgte en kongeørnrede, som lå helt ideelt i et gyldent fyrretræ, hvor baggrunden var som det smukkeste maleri af rå klipper, elve og endeløse
skove. I reden var der en stor unge på 6-7 uger, som forældrene fodrede en gang i døgnet.
– Én ud af 100 reder, der ligger i så smukke omgivelser, er mulig at komme tæt på med tungt fotoudstyr. Jeg havde næsten opgivet at få sådanne billeder, men her kunne jeg køre ganske tæt på
lokaliteten via en grusvej, fortæller Frank Wenzel.
Han skjulte sig 50-60 meter væk i en klippehule, der var tildækket af birkekviste. Her sad han tålmodigt og ventede i dagevis, og pludselig kom belønningen, da ørneungens far svævede ind over
reden med en fjeldhare til ungen. Frank Wenzel fik nogle af sit livs smukkeste billeder i kassen.
Oplysning og opvisning
Gennem årene har omkring to mio. mennesker besøgt Ørnereservatet. Her finder man i dag et moderne informationscenter fyldt med info og billeder af rovfuglene. Reservatet er åbent
for offentligheden fra påske til efterårsferien – med daglige opvisninger. Men arbejdet foregår hele året.
– Efterhånden deltager jeg kun sporadisk i opvisningerne. Den opgave har jeg overladt til andre medarbejdere, herunder vores tre dygtige falkonerer. Jeg arbejder med ørnene uden for
åbningstiden og sørger for, at de er i godt humør, når de skal vises frem, siger Frank Wenzel.
Arbejdet er med til at holde ham i god fysisk form. Han færdes rundt i reservatet til fods eller i sin store amerikanske, terrængående Hummer. Den er også nødvendig, når der opstår en nødsituation.
– I aftes forsvandt en af vores havørneunger fra sidste år. Den for vild, og jeg måtte selv ud for at finde den. Ørnene kender min bil, og tilsidst fandt jeg den. Den sad på jorden og var
våd og træt. Jeg får et meget personligt forhold til ørnene gennem træningen, og de er faktisk meget kærlige. Men det er både godt og skidt, hvis de knytter sig meget til et menneske, mener
Frank Wenzel.
Mordet på havørnene
I juni 2010 kom rovfuglene for en gangs skyld på forsiderne af de danske aviser, men det skete på baggrund af en tragedie, der ramte en lille havørnefamilie på Fyn.
Den næsten flyvefærdige unge og den voksne han fra havørneparret på øen Leammer i Odense Fjord blev fundet døde. Efterfølgende viste analyser, at ørnene var døde af den meget stærke
gift carbofuran, der blokerer nervesystemet og er forbudt i Danmark. Et regulært dobbeltmord.
Dansk Ornitologisk Forening og lokale naturinteresserede har udlovet en dusør på 50.000 kr. for opklaring af drabet. Også året før var den gal, da en havørn blev fundet død, sandsynligvis
skuddræbt, ved en hestefold på Kåstrup Holmevej nær fuglebeskyttelsesområdet Saltbæk Vig i Nordvestsjælland.
Frank Wenzel er rasende på de mennesker, der således forfølger og dræber rovfuglene. Han mener ikke, at de danske myndigheder hverken generelt eller konkret gør nok for at beskytte rovfuglene.
– Nogle mener desværre, at der nu er for mange rovfugle i Danmark, fordi fuglene har genindtaget deres naturlige plads. Mennesket er præget af fordomme over for rovfuglene. Fuglene
skal leve af den føde, de kan finde i naturen. Det behøver vi mennesker ikke, uanset om vi er fiskere eller jægere. Men nogle mennesker lider af den vildfarelse, at rovfuglene er en trussel, konstaterer
Frank Wenzel.
Bør beskyttes yderligere
Ifølge ørneeksperten bør der strammes op på lovgivningen og efterforskningen, så nye drab på den følsomme danske bestand af ørne kan undgås.
– Politi- og miljømyndighederne gør ikke nok for at opklare de forkastelige mord på ørnene. Det burde være en national opgave og ikke overlades til private, sukker Frank Wenzel.
På Ørnereservatet trænes de store fugle under frihed. Under de daglige opvisninger kan offentligheden nyde synet, når fuglene flyver og jager – nordatlantisk havørn, Stellers ørn, sakerfalk, kongeørn,
jagtfalk, vandrefalk og senest lamme-grib. At se rovfuglene på vingerne, er en oplevelse for livet.
– En falk, trænet til falkejagt, er det frieste dyr, der holdes af mennesker. Den udfolder sig i fuldstændig frihed i skøn harmoni med sin vilde natur. Den kommer frivilligt tilbage til falkoneren, men kunne
sagtens flyve væk, fortæller Frank Wenzel.
Rovfuglene har friheden
I praksis sker det sjældent, at en af de store rovfugle forlader livet på reservatet og bliver en del af naturen. Men det sker. I gennemsnit smutter der en ørn hvert 10. år, og det har Frank Wenzel
det fint nok med.
– En ørn fra zoologisk have kan ikke overleve i naturen, men det kan vores ørne. Vi lader ørnene genvinde deres natur, så de kan indtage deres naturlige element, luften, siger Wrnzel.
– At se en af de store ørne lade sig bære tusind meter op i luften på en luftstrøm, er for mig den største oplevelse. Det ene øjeblik er ørnen hos os, det næste øjeblik forener den sig med naturen.
Og det er ørnens eget valg, om den vil vende hjem til os eller blive et med universet.
Af Peter Hartung, freelance journalist; fotos: Eagle World/Frank Wenzel
 |
Men rovfuglene i den danske natur behandles ikke, som de fortjener, mener Wenzel. Hvis man besøger Nordjylland og triller rundt i området ved Tuen, kan man være heldig at se en havørn flyve rundt på jagt efter byttedyr. Eller måske ser man en kongeørn, en jagtfalk eller en vandrefalk. |
Fuglene hører sandsynligvis hjemme på Ørnereservatet, som består af 75 tdr. land. Her opfostres, fodres og trænes de smukke rovfugle, men når de går på vingerne, har de friheden til at bevæge sig, hvor de vil. Fuglene afgør også selv, om de vender hjem til reservatet – eller bliver ét med naturen. Manden bag Ørnereservatet, der i år fylder 30 år, er Frank Wenzel. Danmarks vel nok
største rovfugle-ekspert og en af verdens bedste rovfugle-fotografer har viet hele sit liv til fuglene med de krumme næb. Selv er han 72 år, men langt fra mæt af oplevelser.
– Mange siger, at mit hjerte er en rovfugls. Interessen startede, da jeg fik et kamera i konfirmationsgave. Når jeg tog det med ud i naturen og
fik øje på en musvåge eller en tårnfalk, bankede mit hjerte lidt hurtigere. Der var fra starten et
usynligt bånd mellem rovfuglene og mig, siger Frank Wenzel.
Ørnereservatet driver han sammen med sin hustru Irene. Parret har boet i Vendsyssel i 40 år, og de driver ”Ørnenes Nationalpark. uden en eneste krone i offentligt tilskud. Takket være cirka
70.000 årlige besøgende fra hele verden hviler reservatet i sig selv økonomisk.
Livets tre faser
Som ung boede Frank Wenzel tæt på rovfugleeksperten Vagn Holstein, som gavmildt delte ud af sin viden til den unge naturelsker. Siden uddannede Frank Wenzel sig til fotograf, og siden
har rovfuglene fyldt alt i hans tilværelse. Det gør de stadig – men interessen har ændret sig gennem årene.
– De første 20 år brugte jeg på at studere rovfuglene i naturen. Så fulgte 20 år, hvor jeg studerede fuglenes kulturhistorie og falkoner-faget. Nu har jeg så taget hul på den tredje faste, hvor jeg vender
tilbage til den vilde natur. Jeg vil gerne bruge den tid, hvor jeg stadig er mobil, i ødemarken blandt de vilde ørne, fortæller Frank Wenzel.
Han er netop vendt hjem fra Finmarken, hvor han besøgte en kongeørnrede, som lå helt ideelt i et gyldent fyrretræ, hvor baggrunden var som det smukkeste maleri af rå klipper, elve og endeløse
skove. I reden var der en stor unge på 6-7 uger, som forældrene fodrede en gang i døgnet.
– Én ud af 100 reder, der ligger i så smukke omgivelser, er mulig at komme tæt på med tungt fotoudstyr. Jeg havde næsten opgivet at få sådanne billeder, men her kunne jeg køre ganske tæt på
lokaliteten via en grusvej, fortæller Frank Wenzel.
Han skjulte sig 50-60 meter væk i en klippehule, der var tildækket af birkekviste. Her sad han tålmodigt og ventede i dagevis, og pludselig kom belønningen, da ørneungens far svævede ind over
reden med en fjeldhare til ungen. Frank Wenzel fik nogle af sit livs smukkeste billeder i kassen.
Oplysning og opvisning
Gennem årene har omkring to mio. mennesker besøgt Ørnereservatet. Her finder man i dag et moderne informationscenter fyldt med info og billeder af rovfuglene. Reservatet er åbent
for offentligheden fra påske til efterårsferien – med daglige opvisninger. Men arbejdet foregår hele året.
– Efterhånden deltager jeg kun sporadisk i opvisningerne. Den opgave har jeg overladt til andre medarbejdere, herunder vores tre dygtige falkonerer. Jeg arbejder med ørnene uden for
åbningstiden og sørger for, at de er i godt humør, når de skal vises frem, siger Frank Wenzel.
Arbejdet er med til at holde ham i god fysisk form. Han færdes rundt i reservatet til fods eller i sin store amerikanske, terrængående Hummer. Den er også nødvendig, når der opstår en nødsituation.
– I aftes forsvandt en af vores havørneunger fra sidste år. Den for vild, og jeg måtte selv ud for at finde den. Ørnene kender min bil, og tilsidst fandt jeg den. Den sad på jorden og var
våd og træt. Jeg får et meget personligt forhold til ørnene gennem træningen, og de er faktisk meget kærlige. Men det er både godt og skidt, hvis de knytter sig meget til et menneske, mener
Frank Wenzel.
Mordet på havørnene
I juni 2010 kom rovfuglene for en gangs skyld på forsiderne af de danske aviser, men det skete på baggrund af en tragedie, der ramte en lille havørnefamilie på Fyn.
Den næsten flyvefærdige unge og den voksne han fra havørneparret på øen Leammer i Odense Fjord blev fundet døde. Efterfølgende viste analyser, at ørnene var døde af den meget stærke
gift carbofuran, der blokerer nervesystemet og er forbudt i Danmark. Et regulært dobbeltmord.
Dansk Ornitologisk Forening og lokale naturinteresserede har udlovet en dusør på 50.000 kr. for opklaring af drabet. Også året før var den gal, da en havørn blev fundet død, sandsynligvis
skuddræbt, ved en hestefold på Kåstrup Holmevej nær fuglebeskyttelsesområdet Saltbæk Vig i Nordvestsjælland.
Frank Wenzel er rasende på de mennesker, der således forfølger og dræber rovfuglene. Han mener ikke, at de danske myndigheder hverken generelt eller konkret gør nok for at beskytte rovfuglene.
– Nogle mener desværre, at der nu er for mange rovfugle i Danmark, fordi fuglene har genindtaget deres naturlige plads. Mennesket er præget af fordomme over for rovfuglene. Fuglene
skal leve af den føde, de kan finde i naturen. Det behøver vi mennesker ikke, uanset om vi er fiskere eller jægere. Men nogle mennesker lider af den vildfarelse, at rovfuglene er en trussel, konstaterer
Frank Wenzel.
Bør beskyttes yderligere
Ifølge ørneeksperten bør der strammes op på lovgivningen og efterforskningen, så nye drab på den følsomme danske bestand af ørne kan undgås.
– Politi- og miljømyndighederne gør ikke nok for at opklare de forkastelige mord på ørnene. Det burde være en national opgave og ikke overlades til private, sukker Frank Wenzel.
På Ørnereservatet trænes de store fugle under frihed. Under de daglige opvisninger kan offentligheden nyde synet, når fuglene flyver og jager – nordatlantisk havørn, Stellers ørn, sakerfalk, kongeørn,
jagtfalk, vandrefalk og senest lamme-grib. At se rovfuglene på vingerne, er en oplevelse for livet.
– En falk, trænet til falkejagt, er det frieste dyr, der holdes af mennesker. Den udfolder sig i fuldstændig frihed i skøn harmoni med sin vilde natur. Den kommer frivilligt tilbage til falkoneren, men kunne
sagtens flyve væk, fortæller Frank Wenzel.
Rovfuglene har friheden
I praksis sker det sjældent, at en af de store rovfugle forlader livet på reservatet og bliver en del af naturen. Men det sker. I gennemsnit smutter der en ørn hvert 10. år, og det har Frank Wenzel
det fint nok med.
– En ørn fra zoologisk have kan ikke overleve i naturen, men det kan vores ørne. Vi lader ørnene genvinde deres natur, så de kan indtage deres naturlige element, luften, siger Wrnzel.
– At se en af de store ørne lade sig bære tusind meter op i luften på en luftstrøm, er for mig den største oplevelse. Det ene øjeblik er ørnen hos os, det næste øjeblik forener den sig med naturen.
Og det er ørnens eget valg, om den vil vende hjem til os eller blive et med universet.
Af Peter Hartung, freelance journalist; fotos: Eagle World/Frank Wenzel
