Mine bedste bukkejagter
30. september 2010
Den kendte jæger og tv-vært Steen Andersen fortæller her om sine største oplevelser som bukkejæger og om det
jagtinstinkt, der efter eget udsagn har gjort ham til et bedre menneske.
– Jeg går og glæder mig i flere måneder. Og når tiden så endelig kommer, mødes jeg allerede aftenen før i en jagthytte med mine jagtkammerater.
Så spiser vi bøffer sammen og snakker den halve nat. Og når jeg endelig går i seng, får jeg ikke lukket et øje, siger Steen Andersen.
– Så står vi op i god tid, før solen står op. Man skal jo være på plads i terrænet før solopgang, hvor jagten går ind. Men jeg er ikke så god til at sidde stille. Jeg kan bedst lide at være i bevægelse.
Og som jæger holder jeg meget af riffeljagten, hvor det drejer sig om at liste sig ind på sit bytte, så man kommer i en position, hvor man sikkert kan afgive det dræbende skud.
Den første råbuk. Den form for bukkejagt, som Steen Andersen holder af, kaldes også pyrschjagt. Det kræver som minimum, at jægeren er udstyret med en riffel
med kikkertsigte samt en god kikkert.
Steen Andersen har desuden altid en såkaldt skydestok med sig, så han altid kan skyde med fast anlæg. En skydestok er i princippet bare et stativ med tre stænger, som riflen kan hvile på.
– Jeg har egentlig ikke skudt så mange råbukke, som nogen måske tror. Jeg har i min tid som jæger nedlagt ti bukke, men jeg husker hver eneste buk og omstændighederne omkring den, siger Steen Andersen.
– Min første buk skød jeg den 16. maj i min anden bukkesæson. Det var ved Præstø. Jeg listede mig ind på bukken, og så afgav jeg mit skud fritstående, idet jeg sigtede på bladet (skud til hjertet, red.). Jeg skød, og bukken faldt død om på stedet, ramt af et helt perfekt skud – på halsen! Efter den oplevelse har jeg altid haft en skydestok med mig, for det er vigtigt at kende sine begrænsninger, mener Steen Andersen.
Også den anden råbuk, der endte som trofæ på væggen hjemme hos Steen Andersen, husker han meget tydeligt. Jagten foregik en højsommerdag, hvor en kammerat havde inviteret ham på bukkejagt en smuk aften. Her bestod opgaven i at nedlægge en snu gammel gaffelbuk, der i lang tid havde undgået jægernes kugler.
Råbukken slår Afrika
– Jeg var netop vendt hjem efter store jagtoplevelser i Afrika og følte, at jeg kunne det hele. Og så stod jeg pludselig midt i en dansk kornmark, lidt rådvild, grænsende til det blaserte. Pludselig rejser den lille buk sig så midt i marken foran mig. Den er cirka 70 meter fra mig, men jeg har vinden i ryggen, og det har meget små chancer for at lykkes, husker jægeren.
– Jeg må vente på, at en brise skaber lidt bevægelse og lyd, før jeg langsomt kan begynde at
bevæge mig rundt om bukken. Vi går i hvert sit sprøjtespor i marken, bukken og jeg, og hver
gang bukken bøjer sig ned for at esse (spise, red.), tager jeg nogle få skridt. Der går lang tid, og det udvikler sig til en slags ballet mellem bukken og jeg. Det hele bliver pludselig virkelig spændende.
Laver jeg den mindste fejl, er jagten afblæst. Der er kun plads til rigtige beslutninger.
– Det hele kræver fuld koncentration og fokus.
Jeg kigger ned for at se, hvor jeg træder, og da jeg ser op igen, er bukken væk. Tiden ophører med at eksistere. Jeg står måske stille en halv time, rådvild, uden at turde røre mig. Så rejser bukken sig pludselig igen op fra marken, bare 20 meter fra mig, i den perfekte vindretning. Så går det hurtigt. Adrenalinen skyller gennem kroppen, og da bukken
igen bøjer sig, flår jeg riflen ned fra skulderen, afsikrer og sigter. Da bukken rejser sig, skyder jeg den fra spids. Et skud, man normalt ikke anbefaler, men jeg er helt tryg ved det, da jeg kender skuddet fra min tur til Afrika. Jeg rammer den perfekt, og bukken falder død om på stedet.
– Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse. Landmanden må tilgive mig, for jeg måtte simpelthen smide mig ned i kornet ved siden af den døde buk, hvor jeg lå og kiggede op på aftenhimlen. Jeg tænkte på, at alle mine jagtoplevelser i Afrika alligevel ikke kunne hamle op med den oplevelse, jeg havde fået af denne lille fine hjort.
Et bedre menneske
Det lå egentlig slet ikke i kortene, at Steen Andersen skulle blive jæger. Han studerede oprindeligt biologi på Københavns Universitet, men afsluttede ikke studierne. I stedet førte en karriere som jazzmusiker ham frem til mødet med tv-mediet, som blev hans skæbne.
– Jagtinstinktet vågnede først for alvor for 12 år siden. På min første storvildtsjagt i Afrika anskød jeg en bøffel, og så brugte vi tre dage på at opspore den. I den situation kigger du dybt ind i dit sind, og jeg fandt ud af, at jeg ikke havde problemer med at tage konsekvensen af et dårligt skud. Jeg var færdig med at beskue naturen udefra, og fra den dag blev jeg en del af den. At jage er som at træde direkte ind i naturens kredsløb, som mennesket var det i stenalderen. – Nogen vil måske undre sig over, at man kan blive et bedre menneske af at slå uskyldige dyr ihjel, men det mener jeg faktisk, at man gør. Jeg bruger i høj grad mine erfaringer fra jagten i mit øvrige liv. Som sagt handler det om at være mere fleksibel og om at være klar til at tage konsekvensen af sine handlinger, herunder sine fejl. Det bruger jeg i mit liv – med succes.
Lider af bukkefeber
Steen Andersen, der til daglig er kommunikationschef på dk4, kan få et alvorligt anfald af bukkefeber, når han omsider står ansigt til ansigt med en råbuk i en forårsgrøn bøgeskov.
– Der er ikke noget, der kan give bukkefeber på samme måde som dette lille fine danske dyr. Når man skal til at afgive et skud, stiger pulsen, og vejrtrækningen bliver anstrengt. Man sveder, og det kan være svært at holde hånden i ro, siger Steen Andersen.
– Egentlig har jeg det fint med, at det er svært, når man skal til at tage et liv. Men det er skidt, hvis det udvikler sig til noget, der ligner et malariaanfald, som jeg ofte har oplevet det. Så hjælper det, at man tager riflen ned og fjerner blikket fra bukken. Jeg bilder mig selv ind, at den ikke er der. Så vender jeg mig rundt igen, får øje på den, sigter og afgiver skuddet inden for de første fem sekunder. Det er sådan, jeg håndterer min bukkefeber.
Tekst og foto af Peter Hartung, freelance journalist
jagtinstinkt, der efter eget udsagn har gjort ham til et bedre menneske.
 |
For de fleste danske jægere er den 16. maj en dag, man glæder sig mindst lige så meget til, som børn ser frem til juleaften. Det er dagen, hvor bukkejagten går ind. Dagen, hvor freden slutter for landets små og store råbukke. Det er jægerens højtid. Sådan har han det også, storvildtsjægeren, forfatteren og tv-journalisten Steen Andersen, der er vært og redaktør på tv-programmet .Jagtmagasinet på dk4. Steen Andersen er riffelinstruktør og sværger til riffeljagten, som han dyrker ved enhver given lejlighed. |
Så spiser vi bøffer sammen og snakker den halve nat. Og når jeg endelig går i seng, får jeg ikke lukket et øje, siger Steen Andersen.
– Så står vi op i god tid, før solen står op. Man skal jo være på plads i terrænet før solopgang, hvor jagten går ind. Men jeg er ikke så god til at sidde stille. Jeg kan bedst lide at være i bevægelse.
Og som jæger holder jeg meget af riffeljagten, hvor det drejer sig om at liste sig ind på sit bytte, så man kommer i en position, hvor man sikkert kan afgive det dræbende skud.
Den første råbuk. Den form for bukkejagt, som Steen Andersen holder af, kaldes også pyrschjagt. Det kræver som minimum, at jægeren er udstyret med en riffel
med kikkertsigte samt en god kikkert.
Steen Andersen har desuden altid en såkaldt skydestok med sig, så han altid kan skyde med fast anlæg. En skydestok er i princippet bare et stativ med tre stænger, som riflen kan hvile på.
– Jeg har egentlig ikke skudt så mange råbukke, som nogen måske tror. Jeg har i min tid som jæger nedlagt ti bukke, men jeg husker hver eneste buk og omstændighederne omkring den, siger Steen Andersen.
– Min første buk skød jeg den 16. maj i min anden bukkesæson. Det var ved Præstø. Jeg listede mig ind på bukken, og så afgav jeg mit skud fritstående, idet jeg sigtede på bladet (skud til hjertet, red.). Jeg skød, og bukken faldt død om på stedet, ramt af et helt perfekt skud – på halsen! Efter den oplevelse har jeg altid haft en skydestok med mig, for det er vigtigt at kende sine begrænsninger, mener Steen Andersen.
Også den anden råbuk, der endte som trofæ på væggen hjemme hos Steen Andersen, husker han meget tydeligt. Jagten foregik en højsommerdag, hvor en kammerat havde inviteret ham på bukkejagt en smuk aften. Her bestod opgaven i at nedlægge en snu gammel gaffelbuk, der i lang tid havde undgået jægernes kugler.
Råbukken slår Afrika
– Jeg var netop vendt hjem efter store jagtoplevelser i Afrika og følte, at jeg kunne det hele. Og så stod jeg pludselig midt i en dansk kornmark, lidt rådvild, grænsende til det blaserte. Pludselig rejser den lille buk sig så midt i marken foran mig. Den er cirka 70 meter fra mig, men jeg har vinden i ryggen, og det har meget små chancer for at lykkes, husker jægeren.
– Jeg må vente på, at en brise skaber lidt bevægelse og lyd, før jeg langsomt kan begynde at
bevæge mig rundt om bukken. Vi går i hvert sit sprøjtespor i marken, bukken og jeg, og hver
gang bukken bøjer sig ned for at esse (spise, red.), tager jeg nogle få skridt. Der går lang tid, og det udvikler sig til en slags ballet mellem bukken og jeg. Det hele bliver pludselig virkelig spændende.
Laver jeg den mindste fejl, er jagten afblæst. Der er kun plads til rigtige beslutninger.
– Det hele kræver fuld koncentration og fokus.
Jeg kigger ned for at se, hvor jeg træder, og da jeg ser op igen, er bukken væk. Tiden ophører med at eksistere. Jeg står måske stille en halv time, rådvild, uden at turde røre mig. Så rejser bukken sig pludselig igen op fra marken, bare 20 meter fra mig, i den perfekte vindretning. Så går det hurtigt. Adrenalinen skyller gennem kroppen, og da bukken
igen bøjer sig, flår jeg riflen ned fra skulderen, afsikrer og sigter. Da bukken rejser sig, skyder jeg den fra spids. Et skud, man normalt ikke anbefaler, men jeg er helt tryg ved det, da jeg kender skuddet fra min tur til Afrika. Jeg rammer den perfekt, og bukken falder død om på stedet.
– Det var simpelthen så fantastisk en oplevelse. Landmanden må tilgive mig, for jeg måtte simpelthen smide mig ned i kornet ved siden af den døde buk, hvor jeg lå og kiggede op på aftenhimlen. Jeg tænkte på, at alle mine jagtoplevelser i Afrika alligevel ikke kunne hamle op med den oplevelse, jeg havde fået af denne lille fine hjort.
Et bedre menneske
Det lå egentlig slet ikke i kortene, at Steen Andersen skulle blive jæger. Han studerede oprindeligt biologi på Københavns Universitet, men afsluttede ikke studierne. I stedet førte en karriere som jazzmusiker ham frem til mødet med tv-mediet, som blev hans skæbne.
– Jagtinstinktet vågnede først for alvor for 12 år siden. På min første storvildtsjagt i Afrika anskød jeg en bøffel, og så brugte vi tre dage på at opspore den. I den situation kigger du dybt ind i dit sind, og jeg fandt ud af, at jeg ikke havde problemer med at tage konsekvensen af et dårligt skud. Jeg var færdig med at beskue naturen udefra, og fra den dag blev jeg en del af den. At jage er som at træde direkte ind i naturens kredsløb, som mennesket var det i stenalderen. – Nogen vil måske undre sig over, at man kan blive et bedre menneske af at slå uskyldige dyr ihjel, men det mener jeg faktisk, at man gør. Jeg bruger i høj grad mine erfaringer fra jagten i mit øvrige liv. Som sagt handler det om at være mere fleksibel og om at være klar til at tage konsekvensen af sine handlinger, herunder sine fejl. Det bruger jeg i mit liv – med succes.
Lider af bukkefeber
Steen Andersen, der til daglig er kommunikationschef på dk4, kan få et alvorligt anfald af bukkefeber, når han omsider står ansigt til ansigt med en råbuk i en forårsgrøn bøgeskov.
– Der er ikke noget, der kan give bukkefeber på samme måde som dette lille fine danske dyr. Når man skal til at afgive et skud, stiger pulsen, og vejrtrækningen bliver anstrengt. Man sveder, og det kan være svært at holde hånden i ro, siger Steen Andersen.
– Egentlig har jeg det fint med, at det er svært, når man skal til at tage et liv. Men det er skidt, hvis det udvikler sig til noget, der ligner et malariaanfald, som jeg ofte har oplevet det. Så hjælper det, at man tager riflen ned og fjerner blikket fra bukken. Jeg bilder mig selv ind, at den ikke er der. Så vender jeg mig rundt igen, får øje på den, sigter og afgiver skuddet inden for de første fem sekunder. Det er sådan, jeg håndterer min bukkefeber.
Tekst og foto af Peter Hartung, freelance journalist
