Ingen killinger på ønskesedlen

Hvis I helst er fri for, at familiens kat skal have killinger, er der flere muligheder for at styre mod det ønskede mål. Men hvordan – det er et spørgsmål, man som katteejer bør forholde sig til, når man skaffer sig en kat. Som praktiserende dyrlæge oplever jeg i min dagligdag, hvordan rigtigt mange katte indleveres enten til aflivning på klinikken eller til det lokale kattehjem, hvor de venter på at få et godt hjem. Mange af dem er store halvvilde killinger, som ikke kan klare sig igennem vinteren og ofte indleveres i meget dårlig stand. Man kan ikke undgå at blive påvirket af at se disse sølle liv!

Mere harmoniske
Der er mange gode grunde til at lade sin kat neutralisere. Først og fremmest undgår I, at der fødes ”uønskede“ killinger, og at antallet af vildtlevende katte begrænses, men derudover er der en række adfærdsmæssige fordele hos både hunkatte og hankatte ved at sætte kønsdriften ud af funktion, således at de bliver mere harmoniske kæledyr.
 
Katte har en meget stærk kønsdrift, som for hankattens vedkommende viser sig ved, at den afmærker og forsvarer sit territorium, og i parringssæsonen strejfer den i kortere eller længere perioder, når den får færten af en hunkat i løbetid. Mange oplever, at deres hankat vil strinte indendørs, og at det lugter forfærdeligt! Hankatten vil også tit slås med andre katte for at forsvare sit territorium eller tilkæmpe sig retten til en parring. Derfor kommer katten ofte hjem med sår og skrammer, som kan blive betændte og udvikle bylder, og måske kræver dyrlægebehandling.

Den eneste mulighed, man som ejer af en hankat har for at forhindre sin kat i at udføre den naturlige kønsdrift, er at holde den indendørs, og det vil oftest give en meget frustreret kat.

Ved at lade hankatten kastrere opnår I, at den adfærd, der er forbundet med kønsdriften, begrænses væsentligt. Katten vil ikke have samme tendens til at strinte indendørs, urinen vil ikke have samme raftige lugt, katten vil forsvare et mindre territorium, så andre katte holdes væk, og den vil holde sig i nærheden af sin bopæl, for den har ikke behov for at opsøge hunkatte.

Neutraliser tidligt
For hunkattens vedkommende viser kønsdriften sig som regelmæssige løbetider i forår og sommer. En hunkat i løbetid vil ændre sig markant og bliver meget opsøgende, kælen og ofte også jamrende at høre på. Man kan næsten tro, at den er syg. Hvis katten får lov at komme ud, vil den tiltrække hankatte, som slås indbyrdes.
 
Ved at lade hunkatten sterilisere standser man løbetiderne, så katten bliver mere harmonisk, og I undgår uønskede killinger. Desuden undgår I, at katten får infektioner i livmoderen, og risikoen for kræft i mælkekirtlerne nedsættes.
Det er ikke synd for katten at neutralisere den! Det vil derimod være meget stressende for katten at lade den beholde sin kønsdrift – uden at den får lov at udføre den naturligt ved at parre sig. Dyrlæger og dyreværnsforeninger anbefaler derfor neutralisation af katte, og det har vist sig at være en fordel at neutralisere katten, før den bliver kønsmoden. Dog skal den være så stor, at det er sikkert for dyrlægen at bedøve den.

Den eneste ulempe, der er forbundet med at sterilisere eller kastrere katte, er, at deres stofskifte nedsættes, så de har nemmere ved at blive overvægtige. I bør derfor fodre kattene efter deres behov og ikke efter ædelyst, når de er neutraliserede, og det vil være en god idé at veje katten regelmæssigt, så I kan justere mængden af foder.

Fra Land & Fritid magasinet
Af Hanne Gjerløff, dyrlæge, Ryomgaard

Varekurv

Du har ingen varer i din varekurv.

Artikler

Aktuelt